Når kunstnere og kulturskabere mødes
Kan kunstnere selv få lov til at bestemme, hvornår deres kunst er politisk eller apolitisk?
Kan man leve af sin kunst uden at kende alle kulturverdenens spil og uskrevne regler?
Hvordan får man indflydelse på verden omkring sig, og hvad er hhv. kulturskabere og kunstneres roller?
Dét er nogle af de spørgsmål, som har meldt sig i løbet af projekt Colours of Being x Ung Kult, og som samtalen på Kulturmødet tog udgangspunkt i.
Kort fortalt er Colours of Being et nordisk projekt (drevet af nordjyske unge kunstnere), som arbejder med tre emner: køn, lighed og social bæredygtighed.
De har i 2023-2024 samarbejdet med de organisatorisk stærke Ung Kult fra Mors for at undersøge spændingsfeltet mellem unge kunstnere og unge kulturskabere.
Det er nemlig to forskellige fagligheder, og selv om man udefra måske kunne tænke, at de nok ville stort set de samme ting, så er det langt fra altid tilfældet.
Vi skal bruge hinanden, uden at blive hinanden
Det er nok de færreste kunstnere, der virkelig bare elsker projektstyring, evalueringer, politiske agender, fundraising og kommunikation.... Men det er alligevel ofte en nødvendighed at beskæftige sig med alt dét, hvis man faktisk vil leve af sin kunst.
Kulturverdenen er sit eget komplekse økosystem. Og selv om den på en måde kun "lever" i kraft af netop den kunst og kultur, som kunstnerne skaber, så kan man som kunstner hurtigt være nødt til at bruge uforholdsvis meget tid og energi på at navigere i systemet - som man kunne have brugt på sit kunstfaglige virke i stedet.
Og her kommer kulturskaberne ind i billedet.
For kulturskabere brænder nemlig ofte for lige præcis projektstyring, evalueringer, politiske agender, fundraising og kommunikation. De kan derimod ikke altid skabe indholdet til deres events selv. De er typisk en form for facilitatorer eller kuratorer og har måske ikke en kunstfaglig baggrund.
Så hvad nu hvis kunstnere og kulturskabere kunne gå sammen og lære at bruge hinanden?
Med respekt for hinandens fagligheder. Uden forventninger om, at de hver især skal kunne det hele. Men netop se styrken i at kunne noget forskelligt - og arbejde for noget fælles.
Politisk eller poetisk aftryk på verden?
Nogle gange taler man om kunst for kunstens skyld. Det kan både siges med en lidt negativ klang, som om kunstnere bare vil lave deres kunst uden noget blik for det samfund, der omgiver dem, og de udfordringer der nu findes.
Men det kan også siges ud fra en tanke om kunstens selvstændige berettigelse.
At kunst ikke skal ses som et parasit-fag, der kun må eksistere, hvis det kan være nyttigt ved at hjælpe andre felter, fx med mental trivsel, sundhed, integration eller lignende.
Men der er flere måder at sætte aftryk på verden. Man kan også sætte et meget stærkt poetisk aftryk ved at lade sin kunst vække refleksion og aktivere os som publikum på et æstetisk, emotionelt plan. Hvor refleksionen i sig selv måske skaber et ønske om forandring i modtageren.
Hvem bestemmer, hvad der er aktivisme?
Der er selvfølgelig mange kunstnere, der meget eksplicit ser sig selv som aktivistiske eller politiske. Måske fokuserer de endda på helt konkrete samfundsspørgsmål som fx racisme, klimakamp, feminisme.
Men så er der også dem, hvor deres blotte eksistens gør, at folk tolker deres kunst som politisk, selv om det ikke var intentionen.
Er du mørk i huden, er du queer, er du kvinde, har du en anden social baggrund end medieeliten.... så må du jo næsten lave kunst for at sende et budskab.
Der er nogle kunstnere, som vi automatisk læser som mere aktivistiske, simpelthen fordi deres identitet hele tiden bliver politiseret.
Spørgsmålet er så, om kunsten kunne få lov til at blive spændt mindre for en vogn, hvis selve kunstverdenen, medieverdenen og politik generelt var mere mangfoldigt?
