Lærke Winther Bregnhøj

  • Grundskole
  • Unge 15+

Jeg hedder Lærke, jeg danser og koreograferer. Jeg holder af dans som helhed, og har erfaring med at undervise mange forskellige stilarter.

Læs mere

Hvem er jeg?

Min dansemæssige baggrund er bred, og jeg har erfaring indenfor alt fra hiphop til showdance, jazz og ballet. Jeg er tidligere konkurrencedanser i organisationerne “De Danske Danseskoler” samt “International Dance Organization”, og har bl.a. deltaget ved både NM, EM og VM. I sommeren 2022 afsluttede jeg min danseuddannelse fra Aarhus Dance Education - en danseuddannelse, der delvist beskæftiger sig med de kommercielle dansegenrer, og delvist med forskellige stilarter indenfor moderne og contemporary. Min tilgang til arbejdet med dans er legende, og afhænger af den kontekst dansen placeres i. Noget af det jeg arbejder med er, hvordan dans kan komplementere andre kunstformer. Tidligere har jeg bl.a. samarbejdet tvær-æstetisk med jonglør Malthe Jerup, musiker Christian Høgh, samt teatertruppen Ikarus Stage arts. Gennem disse projekter har jeg fordybet mig i, hvordan dansen kan gøre andre kunstneriske udtryk stærkere - og omvendt. Helt praktisk har jeg f.eks. arbejdet med, hvordan dans kan fremme den stemning eller følelse som den anden kunstner ønsker at skabe med sit æstetiske udtryk. Herudover brænder jeg for at undervise, og har siden 2019 undervist på forskellige danseskoler i Nordjylland på ugentlig basis, heriblandt Art Of Dance, Dance Studio Frederikshavn, samt Move Dansestudier Jylland. Jeg har derfor stor erfaring med børn og unges møde med dans og bevægelse. I min undervisning møder jeg eleverne på deres niveau, og det vigtigste for mig er, at de først og fremmest oplever mødet med dans som sjovt og ligetil.

Vibevej 14 stuen
9800 Hjørring

Hvad kan jeg tilbyde

Jeg tilbyder undervisning, der er tilrettelagt efter elevernes erfaring med dans samt deres aldersgruppe. Først og fremmest handler det for mig om, at skabe et rum hvor eleverne føler sig trygge, og hvor arbejdet med dans er både sjovt, spændende og udfordrende. Når jeg har med unge at gøre, er det vigtigt for mig, at de i mødet med dansen, også møder den frihed der ligger i at bruge kroppen til formidling. De skal opleve at give deres egne idéer liv, og hvis forløbet ender ud i et produkt, skal eleverne have oplevelsen af, at produktet kommer fra dem selv. Et projekt med mig tilknyttet som danselærer, kan både være et selvstændigt projekt, der munder ud i et danseshow, det kan være et workshopforløb, hvor de unge prøver kræfter med forskellige typer dans, uden at formålet er at udvikle et færdigt produkt. Det kan også være en del af et større projekt som f.eks. en skoleforestilling, en musical, eller anden form for tvær-faglig performance.

Projektbilleder