At være kunstner i UMMK

Vi er enormt stolte af vores kunstnere i UMMK - de bringer kunsten ud i Nordjylland, og til sammen repræsenterer de en bred vifte fagligheder.

Hvis du er god til at formidle, inspirere og samarbejde, så er UMMK-ordningen måske noget for dig.

Kunstnere i UMMK og vores søsterordning BMMK bliver også inviteret til netværkskunstnermøder hos os hvert år.

Play Collective

Du skal være professionel kunstner


For at blive optaget kræver det, at du har en kunstfaglig uddannelse, eller at du har et kunstnerisk virke på professionelt plan.

 

Vi søger mange slags kunstnere


Vi ser det som en kæmpe styrke, at vores kunstnerkatalog er fyldt med forskellige fagligheder, da det er med til at sikre, at nordjyske børn kan møde det bredest mulige udsnit af kunst og kultur.

 

Derfor gør vi også meget ud af at fremhæve, at vi løbende søger kunstnere inden for alle kunstformer: foto, film, litteratur, gøgl, performance art, teater, graffiti, billedkunst, sang, rap, musik og mere.

 

Dialog og professionalisme


Det vigtigste for os er, at vores kunstnere har lyst til at byde ind med en kunstnerisk tilgang til projekterne med en faglig viden og erfaring, som kan inspirere, betage og forundre. 

 

Du skal selvfølgelig have lyst til at arbejde med børn og til at møde dem i skabende processer, hvor de får en fed oplevelse af at være aktive medskabere. 

 

Og så er der samarbejdet med skolerne. Dialog mellem kunstner og institution samt dialog med UMMK er centralt. I kan altid række ud til os, hvis I har brug for råd eller støtte i løbet af ansøgning og afvikling.

 

Kunstnermøder i UMMK og BMMK

Et par gange om året inviterer vi alle vores kunstnere og unge kulturaktører til kunstmøde.

 

Det er typisk et fyraftensarrangement med aftensmad, faglige indslag, workshop og masser af tid til at tale sammen, udveksle erfaringer og møde nye kreative kolleger.