Mit navn er Didde, jeg er 21 år og bor i Aalborg. Aktuelt arbejder jeg fuldtid som Barista på Kochs Kaffebar i Aalborg. Derudover er jeg i gang med mit andet forløb i Filmmaskinen i Frederikshavn. Filmmaskinen (https://filmmaskinen.dk) er en læringsplatform og community for filmtalenter i Nordjylland. Her er jeg blevet tilkoblet et professionelt miljø, der yderligere har åbnet op for et netværk inden for filmbranchen.
Jeg kan producere kortfilm og andre filmproduktioner. Jeg har stor interesse for producerfaget. De opgaver, jeg har varetaget i produktionen af forskellige kortfilm, har givet mig stor indsigt i, hvilket overblik man skal have og hvor stort et ansvar, der følger med i en produktion af film. Jeg har blandt andet lavet dagsprogrammer for holdet, fundet sponsorer, stået for produktionens økonomi og været behjælpelig med casting af skuespiller og location.
Jeg drømmer om at blive producer eller produktionsleder. Siden 6. Klasse har jeg sammen med mine veninder fundet det utrolig interessant at iscenesætte forskellige situationer og begivenheder. Både film og medier vækker en stor interesse hos mig, og jeg bruger meget tid herpå. Derudover vil jeg gerne være med til at sætte et større fokus på filmmiljøet i Nordjylland.