Annika Bay

Hvem er jeg?

Mit navn er Annika Bay, jeg er 21 år gammel og bor i København. Jeg har altid haft en stor passion for dans og koreografi og den enorme udtrykkelses-palette som dans skaber. Jeg begyndte at koreografere små-projekter i en alder af 13 år, og har sidenhen fået lov at koreografere og være en del af en håndfuld fede projekter. Jeg er uddannet danser fra Danseuddannelsen hos Sara Gaardbo i København NV. Uddannelsen dygtiggjorde mig enormt som danser selv, på trods af at jeg over årene er jeg blevet bevidst om, at jeg gerne vil gå koreografi-retningen, mere end retningen som kommerciel danser. Jeg tror og håber at jeg har mange fede projekter i vente stadig, og håber at i som fællesskab vil støtte og bakke om omkring dette, også.

Hvad kan jeg?

Som danser er jeg primært uddannet indenfor hiphop og moderne ballet (hos Danseuddannelsen by Sara Gaardbo i København NV). Har dog modtaget undervisning i alt lige fra klassisk ballet til latin dans. Derudover har jeg været ansat på samtlige skoler som danselærer (bl.a. Efterskolen Kildevæld), hvor jeg primært har undervist i hiphop og moderne ballet. Bedst af alt har jeg fået lov at koreografere musicals for både efterskole-og gymnasiemusicals, hvilket har givet mig en enorm erfaring og motivation til at gå lige præcis den vej. Musicalproduktioner har lært mig at indgå i et større samarbejde mellem teater, musik og scenografi, og dermed skabt udfordringer og anderledes rammer for, hvordan en koreografi, i samarbejde med de førnævnte elementer, kan skabe bestemte følelser og tanker hos tilskueren. Det har lært mig at samle alle delene, for at give en koreografi lige det udtryk, der er ønsket. Det har lært mig at være åben, omstillingsparat og fleksibel, idet det altid er forskelligt, hvor meget man som koreograf har at sige ift. valg af eksempelvis musik og kostumer.

Hvad vil jeg?

Jeg vil gerne indgå i forskellige projekter, både som danser men mest af alt som koreograf for videoprojekter og musicals. Jeg vil gerne indgå i skabelsesprocessen af koreografier og være med til at udforme større produktioner, som får folk til at tænke og ikke mindst føle. Jeg er dog stadig ung og er åben for at min karriere kan tage alle mulige drejninger indenfor dans og koreografi og jeg vil af denne grund i første omgang arbejde hårdt og godt og blot blive ved med at dygtiggøre mig indenfor faget og se, hvad der sker.