Rikke Ehlers Nilsson

Billedkunst

Hvem er jeg?

Jeg er uddannet med en Master of Fine Art fra Det Fynske Kunstakademi i Odense og Sandberg Instituut (Gerrit Rietveld Akademie) i Amsterdam. Siden min afgang i 2014 har jeg arbejdet som kunstner, udstillet og lavet projekter i flere lande blandt andet England, Kina, Rumænien og Belgium, hvilke gør at jeg har en god erfaring med at formidle kunst i en bred kulturel kontekst. I min kunstneriske praksis arbejder jeg med en konceptuel tilgang til at lave kunst, hvor jeg gennem research baserede undersøgelser af bla. visualitet, identitet og iscenesættelse approprierer fænomener inden for samtidens populærkultur for at skabe en kritisk ramme til mine værker. Jeg benytter flere forskelligartede materialer, men da jeg interesserer mig for at arbejde med billedet i et udvidet felt, har jeg et særlig fokus på hvordan man kan implementere fotografiet og teorien derom i kunstværket. Jeg arbejder også med tegning, keramik og tekstil. I forlængelse af min praksis driver jeg udstillingsstedet c4 projects i København sammen med fem andre kunstnere og den Aalborg baserede udstillingsplatform f.eks. sammen med kunstneren Scott William Raby. Jeg har atelier ved Nordjyllands Kunstnerværksted i Nordkraft, dertil er jeg medlem af Akademiraadet, UKK (unge kunstnere og kunstformidlere) og suppleant i bestyrelsen for BKF Nord (Billedkunstnerisk Forbund).

Hvad kan jeg tilbyde?

Jeg kan tilbyde korte eller længerevarende workshopforløb til unge der på forskellig vis tager udgangspunkt i fotografiet som materiale og undersøger hvordan man kan skabe fotografiske øjeblikke uden et kamera. I undervisningen vil vi arbejde med det post-moderne kunst fotografi, gennem afprøvningen af forskellige fotografiske teknikker, der giver den studerende mulighed for at undersøge mediets helt unikke formudtryk. Jeg håber på at vi i fællesskab kan formulere undervisningsforløbet så det kan tage afsæt i den enkelte situations karakter og muligheder. Jeg kan derudover tilbyde individuelle eller kollektive mentorforløb for unge kunstnere der går med tanker om at lave egne projekter. Det kan være alt fra hvordan man kan implementerer kritiske og eksperimentelle kunstneriske strategier i ens praksis, formuleringen af udstillingskoncepter, opstarte udstillingsplatforme eller andre udstillingsformer, skabe et kunstnerisk netværk og hjælp til ansøgninger, hvis man ønsker at søge ind på et kunstakademi i Danmark eller i udlandet mfl., man er også meget velkommen til at tage kontakt omkring et praktikforløb.