Stisa Søgaard

Dans, Landart, Performance, Scenekunst, Andet

Hvem er jeg?

Danser og koreograf med rødder plantede i sanselighed og opmærksomhed på vores omgivelser. Jeg arbejder tvær-æstetisk og har blandt andet lavet forestillinger med musikere, poeter, en arkitekt, en filminstruktører, billedkunstnere mm. Jeg elsker at arbejde med menneskets udtryk og ser i princippet al bevægelse som et afsæt for kunst. Jeg bliver inspireret af hverdagen, det enkelte menneske og det som omgiver os –og jeg har derfor også arbejdet en del med community dance og site specific -hvor jeg tager udgangspunkt i det som eksisterer og ser gemte potentialer i det. Men jeg har også lavet forestillinger til the black box. Jeg holder af at give den ikke-trænede danser redskaber til at arbejde sanseligt, poetisk og teknisk med sin krop –på en måde så det ønskede budskab kan formidles kunstnerisk. Hos mig smelter akademisk teori sammen med bevægelsesæstetik. Jeg har speciale i, hvordan vi oplever verden gennem vores kropslige viden og på den måde forbinder jeg mit professionelle virke som moderne danser og koreograf med min akademiske profil som cand.mag i sansernes antropologi. Gennem sansearbejdet skærpes relationen til og forståelsen for kroppen i rummet, det stedsspecifikke og omgivelserne –og herfra kan nye ideer blomstre. Jeg elsker at gå på opdagelse i den individuelles potentiale og at inddrage elevers ideer i arbejdet.

Hvad kan jeg tilbyde?

Eleverne vil komme ned i egen krop og nørde med dens muligheder og deres eget personlige potentiale og udtryk. Jeg har med fokus på indlevelse frem for observering. På den måde vil det give eleverne ideer til, hvordan man kan skabe med sin krop i tid og rum. Jeg er ikke fastlåst i dansens sprog – for mig handler dans om at opdage kroppens muligheder –om det er sang, ryst, hoppe, ligge trække vejret, musik, rytme tekstarbejde, stemme –hvad det kan være –så bruger vi det og jeg kan guide i det. På den måde vil mødet med den moderne dans med mig komme milevidt væk fra idealer om, hvordan noget SKAL se ud. Dette vil ikke blot styrke eleverne i dansen og deres eget udtryk, men også styrke den sociale og den personlige udvikling. Eleverne vil komme væk fra hovedet og ned i kroppen.