Phuc Van Dang

Streetart

Phuc Van Dang
Hvem er jeg?

Phuc Van Dang er født i Vietnam og kom til Danmark i 1981. Han studerede grafisk design og har arbejdet med design og koncept- og produktudvikling. I dag bruger han denne baggrund i sit alsidige arbejde som kunstner, hvor han udforsker temaer som identitet, tilhørsforhold, menneskets natur og socialt engagement, og som kulturel facilitator skaber han nye forbindelser mellem kunst, design og formidling. Han har udstillet både i Denmark og i udlandet: Norge, Japan, Spanien, USA, Vietnam, Cambodia. Derudover har han deltaget med live painting ved musikfestivaler, street art-festivaler, Fashion Week og forskellige events. Han har gennem mange år arbejdet med den sorte streg og bruger kun sort maling i sine vægmalerier og mindre værker. Det begrænsede farvevalg er imidlertid ikke en reduktion, men nærmere en intensivering - den sorte farve er dyb og mættet, uden spor af farvevariation og synlige penselstrøg, og hans næsten meditative fokus i arbejdet bliver et billede på at være til stede i øjeblikket. Den sorte streg kan ses som en fortolkning af skyggerne i livet; i en skygge ligger både fortiden, nutiden og fremtiden. Hans værker er en fusion af streetart, maleri og design, og han skildrer menneskelige forhold, følelser og natur gennem visuelle fabler i en balance mellem det abstrakte og det genkendelige. Phuc Van Dang laver workshops for børn i skoler såvel som på kunstmuseer, under kunstfestivaler og som en del af forskellige projekter både i Danmark og i udlandet. Hans workshops inddrager børn i kunstoplevelser og storytelling og opfordrer til udvikling af kreative færdigheder, kritisk tænkning og problemløsning, hvilket fører til samtaler og dybere refleksioner. Under sine workshops fokuserer han på storytelling som et middel til at lade børn fordybe sig i processen med at skabe kunst. Derudover indgår han ofte i samarbejdsprojekter med forskellige brands, bl.a. inden for mode- eller detailbranchen eller inden for medierne. I hans øjne er der en frihed i disse samarbejder, der gør det muligt for ham at tilføje nye værdier til produkter og nå et bredere publikum med sit arbejde. Han tror på mangfoldighed i kunsten og dens fleksibilitet, og ved at samarbejde med virksomheder bygger han bro mellem kunst, design og kommercielle produkter. På den måde kan han indgå i dialoger med nye objekter og en ny æstetik, samtidig med at han opretholder sin egen identitet og visuelle udtryk.

Hvad kan jeg tilbyde?

Kunst i det offentlige rum Når kunsten kommer helt tæt på din hverdag, dit byrum og din arbejdsplads. Kunst er ikke længere bare noget, der hænger på museer eller står som skulpturer på torvet. Det er jo fantastisk, at kunst på den måde kan blive en del af dagligdagen for alle mennesker - børn i alle aldre, lærere, pædagoger osv. Kunst, vi møder i hverdagen, kan ruske op i os, forvirre og forskønne. Og så kan den skabe grobund for en større samtale, hvor der også er plads til uenighed. Når kunst i det offentlige rum er bedst, kan den give os et udvidet syn på vores byrum, arkitektur og samfundsforhold, være vildt engagerende og til tider også bidrage til at skabe medstemmelse og fremme medborgerskab. Street Art med storytelling Vil I have en forståelse af, hvad Street Art er, og hvordan historier og budskaber kan formidles gennem kunst? Gennem Street Art-workshops får eleverne mulighed for selv at eksperimentere med Street Art og formidle deres egne historier og budskaber. Målsætning Jeg tilbyder Street Art-workshops, der tager udgangspunkt i storytelling, hvor kunsten kan indgå som en naturlig del af en temauge, eller være en selvstændig aktivitet/projekt. Disse workshops henvender sig til alle skoler og institutioner for børn og unge. Eleverne får en sjov og kreativ oplevelse, hvor de får afprøvet deres kreativitet, samarbejdsevner, teknikker og eksperimenterer med forskellige temaer. De opnår også glæden ved at opleve hele processen fra idé til at se deres værk komme til live på vægge eller store plader. Det primære mål med workshoppen er, at eleverne arbejder med at fordybe sig i processen. Det er vigtigt, at deltagerne føler en kreativ frihed i processen, hvor jeg guider dem til at dykke ned i tankerne bag deres værker og deres udtryk. Eleverne lærer, hvordan man arbejder fra storytelling til et færdigt værk. Processen - Som introduktion ser vi på, hvad Street Art er med eksempler på Street Art-værker fra forskellige kunstnere. Vi får også en snak om, hvilke budskaber, Street Art kan indeholde. Dette er alt sammen en del af processen, der senere anvendes som inspiration til elevernes egne Street Art-udtryk. - At kunne fortælle en historie gennem kunst er en essentiel del af workshoppen, og næste skridt er, at eleverne laver deres storytelling. Jeg hjælper eleverne i processen med at udvikle historien og guider dem i den retning, de gerne vil. Eleverne arbejder derefter med deres idéer og udvikler dem til skitser. - Efterfølgende får eleverne feedback på deres skitser og idéer, så de bliver klar til at starte på deres værker. Under udførelsen af værkerne får de løbende værktøjer og input til teknikker. - Da fokus ligger på storytelling, skal eleverne præsentere deres værker og forklare, hvilke tanker, der ligger bag, og hvordan de nåede frem til det færdige resultat. Værkerne kan bruges til udsmykning på skolen.