Marie Hjørnet Nielsen

Litteratur, scenekunst

Hvem er jeg?

 Når jeg ikke redigerer børne – og ungdomsbøger eller skaber poesi ud af skrald sammen med flok nordjyske kunstnere, turnerer jeg rundt skoler og kulturinstitutioner med mine skriveworkshops og anmelderværkssted. Som tidligere skrive -og litteraturlærer ved Forfatterskolen i Thy har jeg stor erfaring med at stimulere børn, unge og voksnes nysgerrighed, skaberglæde og begejstring for litteratur og skrivekunst.  Derudover har jeg en kandidatgrad i Litteraturhistorie ved Århus Universitet, og i 2019 udgav jeg kollageværket Natteliv på Laboratoriet for Æstetik og Økologi.  

Hvad kan jeg tilbyde?

Der stilles mange krav til de unge både i og uden for skolen, derfor er det mit mål at skabe et frirum for de unge, hvor de ikke skal leve op til noget bestemt. Skrivekunst er også et identitetsarbejde, der handler om at give sine tanker, drømme og fantasier en æstetisk form. Vi skal udforske skriften gennem forskellige genrer - også de digitale. Undervisningen består af læsning af skønlitterære tekster, skriveøvelser og opbyggelig og konstruktiv kritik som gør eleverne bedre til at skrive og skærper deres blik for deres egen skrift og lydhørhed over for sproget. Litteraturen findes ikke længere blot i bogform, den er flyttet over i digitale former, hvor lyd og bevægelige billeder også er elementer i fortællingen. I dag taler man om litteratur som sprogbaserede oplevelser, fordi disse er medieuafhængige. Vi vil se på hybridformer inden for kunst og litteratur og eleverne vil selv prøve kræfter med at skabe værker, der er multimodale.