Litteratur
Børne-/ungeforfatter fra Aalborg, der har udgivet fem romaner i det magiske Luscuro-univers og derudover noveller og andre kortere fortællinger. Mit ufravigelige mål er at formidle den fantastiske læseoplevelse; den, der lader læseren slippe tid, sted og virkelighed. Jeg turnerer med inddragende oplæg, som kickstarter læselysten, fortæller om magiske verdener og afholder workshops i skrivning, bl.a. på skoler, biblioteker og Brønderslev Forfatterskole. Flere gange har jeg været nomineret til børnenes egen litteraturpris, Orlaprisen, samt vundet Mofibo Awards for Årets Ungdomsbog og Dansk Fantasys læserpris for Årets Danske Fantasybog.
At fange de tilhørere, der allerede er stærke læsere, og give dem, der ikke er det, en ny indgang til litteraturen. Jeg løfter historierne fra bogsiderne og fører dem ud i virkeligheden via inddragende og nytænkende formater. Spændende læseoplevelser og magiske universer, snarere end læsefærdighed, er i centrum, og alle går hjem med masser af ny viden, motivation og inspiration. Vi kan fx beskæftige os med læselyst, fantasygenren og historiefortælling med udgangspunkt i mine bøger – eller et helt andet udgangspunkt. Mit hjertebarn er magiske universer, og jeg kan trække tilhørerne ind i min magiske fantasyverden, Luscuro, og gøre dem til aktive elever i universet! Vi kan quizze, og vi kan kaste os ud i skrivelektioner om fx plot, karakterer, worldbuilding og idéudvikling. Eller vi kan køre et tværfagligt tema om mine bøger med inddragelse af blandt andet historie, dansk og samfundsfag. Lad os tale om, hvad der passer ind hos jer. Målgruppe: Som udgangspunkt 3.-8. klasse, men har du andre behov, er jeg åben overfor ønsker.